Hvalpen bider

At bide, snappe, gø, springe på, stjæle, jage osv. er helt normal hundeadfærd - særligt hos hvalpe.

Din hvalp har brugt de første mange uger af sit liv sammen med sine søskende, mor og måske også andre voksne hunde. I denne tid har de leget sammen og den leg er en vigtig del af hvalpens udvikling. Gennem leg lærer hvalpen sociale regler i flokken, eksempelvis hvor hårdt hunden må bide under leg - det kaldes også bidehæmning. Når hvalpen flytter er der pludselig ikke søskende og morhund at lege med.

Bid fra hvalpe forårsager sjældent skade, men det gør ondt! I sjældne tilfælde kan hvalpen overføre potentielt farlige bakterier ved bid.

Hvalpetænder er sylespidse og laver nemt hul på huden. Når man bliver bidt af de små, spidse hvalpetænder, vil de fleste stikke i et hyl - og gør endelig det! Det er information til hvalpen omkring at den har bidt for hårdt.

Hvad må hvalpen bide i?

Det er rigtig godt at give hvalpen alternativer til dine hænder, fødder og dit tøj.

Legetøj 
Hvalpes behov for at tygge og undersøge med tænderne skal tilgodeses. Køb nogle gode legesager som hvalpen gerne må tygge i. Det kan være gummilegetøj, lækre kødben, kalkben, tennisbolde (køb kun dem til hunde, da de er uden glasuld, som slider tænderne), eller andet. Sørg for at der er lidt cirkulation i legetøjet. Gem noget af det og byt det ud indimellem. 

Aktivering
Hvalpe skal aktiveres mentalt. En træt hvalp er mindre tilbøjelig til at bide og terrorisere familien. Aktivering kan være: søg efter mad/godbidder, træning, leg eller andet.  Læs mere om mental aktivering her.

Afledning
Hunden kan ikke bide og have legetøj eller ben i munden på samme tid. Når du vil stoppe hvalpen fra at bide i dig, så tilbyd den altid et alternativ. Mange hvalpe er glade for legetøj, så tilbyd i stedet hvalpen dette.

Opmærksomhedssøgende adfærd
Hvalpe lærer lynhurtigt at lidt nap og bid i hænder eller fødder, får dig op af sofaen. Undgå at belønne hunden for at den napper i dig ved at give den opmærksomhed. Forebyg i stedet ved at aktivere hunden, så den er træt og tilpas og hviler.

Børn og bidende hundehvalpe

Hvalpe vil altid teste hvor meget og hvor hårdt de kan bide i os mennesker. Det betyder også ofte at hundehvalpen vil teste tandsættet på familiens yngste. Vær til stede, når hvalpen leger med børn og hjælp dine børn med at forstå, hvordan man bedst håndterer hvalpen. Giv dine børn legetøj, som de kan bruge til leg med hvalpen. Når hvalpen er træt og måske lidt overgearet, så sørg for at den ikke leger med børnene. Det er ofte når hvalpen har sin "ulvetime" og er træt, at den kommert il at nappe lidt ekstra hårdt. Det kan være en rigtig god idé at have en kravlegård til hvalpen, når den skal have time-out og falde til ro.

Straf ikke hvalpen!

Straf ikke hvalpen for den naturlige adfærd, som bidning er. Hunden mister tilliden til dig. Det er okay at sige nej til din hvalp, hvis den har lært og forstået hvad dette betyder, men fysisk afstraffelse er aldrig acceptabelt.