Checkliste til din hundesitter

Checkliste til din hundesitter

Du skal på weekendtur, storbyferie eller måske til sydens sol. Og din hund skal passes! Her får du en guide til, hvad du skal være opmærksom på, når din hund skal passes af andre.

Der er nogle vigtige ting, du skal forberede og tænke over, inden du overlader din hund til andre. For det første er det altid en tillidssag at få passet din hund, så vær sikker på at det er en person du har stor tiltro og tillid til.

Telefonnumre 

Sørg for at lave en liste med vigtige telefonnumre til din hundesitter. Personen skal naturligvis vide, hvordan de kan få fat på dig, men også nummeret til dyrlægen og vagtdyrlægen bør du skrive ned. Det kan også være en god idé at efterlade et kontaktnummer på et familiemedlem eller en god ven, så hundesitteren kan få fat i en nødkontakt skulle det blive nødvendigt.

Fodring og medicin

Lav en liste til din hundesitter, hvor der står hvor meget mad din hund får og hvornår. Du kan eventuelt pakke maden på forhånd i fryseposer, så hundesitteren bare skal tage en ny pose frem to gange dagligt. På den måde sikrer du dig, at din hund ikke får ekstra feriekilo på sidebenene.

Det kan også være fint at pakke lidt snacks, godbidder til gåturene og tyggeben til aftenhygge.

Får din hund medicin, så pak det ned og lav en omhyggelig liste med hvilke typer medicin din hund skal have og hvornår.

Hundetegn 

Din hund skal altid bære et hundetegn med information om dit navn, adresse og telefonnummer. Dette er ekstra vigtigt, når din hund bliver passet. Sørg også for at have klare aftale med hundesitteren om, hvorvidt hun må slippe hunden løs eller om hunden altid skal være i snor.

Forsikring og aftaler

Lav helt klare aftaler om, hvad der skal ske, hvis din hund får brug for akut hjælp eller kommer til skade. Skal din hundesitter ringe til dig først, eller køre direkte til dyrlægen. Og hvad med regningen? Få styr på formalia inden din hund skal passes!

Sørg også for at din hund er forsikret med en sygeforsikring eller som minimum en ansvarsforsikring. Skulle der ske et uheld, så er sygeforskring værdifuld, idet den dækker en stor del af omkostningerne ved akut skade og sygdom. En ansvarsforsikring er påkrævet ved lov.