Smertestillende medicin til kat

For at dyret skal have det så godt som muligt, er det vigtigt at behandle- og så vidt muligt forebygge smerte. Smertelindring er også vigtigt for at opretholde kattens normale kropsfunktioner, så som at sove, hvile, æde og drikke. En god smertestillende behandling gør, at katten hurtigere får det bedre, og at sårhelingen fremskyndes.

Forud for operationen

Som regel gives der smertestillende medicin inden et operativt indgreb. Grunden til dette er, at smerten mindskes hvis der gives smertestillende medicin inden smerten opstår. Normalt gives den smertestillende medicin sammen med den beroligende medicin, som katten får inden den bedøves.

Anvendte lægemidler

Opioider

Opioider hører til klassen af morfika lægemidler (morfin-lignende præparater), og bruges ofte til smertestillende behandling af katte. Lægemidlet mindsker smerte effektivt, og bruges derfor ofte ved knogleoperationer og ved andre store, smertefulde indgreb.  Katte bliver tit lidt træt og døsig af opioider, og kan få store pupiller. En del katte kan også trække sig væk (blive asociale), få kvalme og få nedsat appetit.

Antiinflammatoriske lægemidler

Disse lægemidler virker smertestillende ved at mindske hævelse og dæmpe betændelse i vævet. Katte med følsomt mavetarm-system kan opleve forværring af symptomer i form af kvalme og diarré. Antiinflammatoriske lægemidler kan gives som injektioner, i flydende form eller som tabletter.

Det er vigtigt at oplyse dyrlægen om, om katten får anden medicin. En del lægemidler må ikke gives på samme tid, og kan give bivirkninger.

Vær opmærksom på

Hvis du som dyreejer får smertestillende tabletter med hjem til katten, er det vigtigt at disse opbevares utilgængeligt for børn og andre dyr.