Råd til dig hvis kat har fået ørebetændelse

Hvis svampe eller bakterier er blevet påvist i øret, skal katten gennemgå en kur med øredråber. Det er vigtigt at følge dyrlægens anvisning om, hvor længe behandlingen skal fortsættes og ikke stoppe før tid, også selvom katten er stoppet med at klø sig.

Ørerne bør undersøges af en dyrlæge inden behandlingen afsluttes, så man sikrer sig, at der ikke er flere bakterier eller svampe siddende tilbage i ørerne.  Hvis behandlingstiden er for kort, er der risiko for, at inflammationen blusser op igen, og i værste fald kan katten rammes af resistente bakterier i øret.

Uanset typen af infektion eller inflammation er det vigtigt, at øret holdes rent ved hjælp af et ørerensningsmiddel. Dyrlægen vurderer, hvor ofte ørerensningen skal foretages. Ørerensning og behandling med øredråber skal foretages på forskellige tidspunkter for at undgå, at øredråberne skylles ud i forbindelse med rensningen.

Mildere ubehag, såsom at katten ryster på hovedet, er normalt ved ørerensning og anvendelse af øredråber. Hvis katten viser tegn på stærkt ubehag under behandlingen, bør det undersøges af en dyrlæge.

I begyndelsen kan en halskrave være nødvendig for at undgå, at katten klør sig for meget og kradser sår i og omkring øret. 

Opbevar øredråberne i stuetemperatur og anvend aldrig gamle antibiotikapræparater! Disse har nemlig dårlig effekt og kan føre til, at bakterierne udvikler resistens. Af miljømæssige årsager skal overskydende medicin ikke smides i skraldespanden. Lægemiddelrester kan returneres til et apotek eller dyrlægen, hvor de bortskaffes.

Hvis din kat har været bedøvet i forbindelse med undersøgelsen, kan den være lidt usikker på benene efterfølgende. Sørg for at den har det varmt og godt og undgå at give katten mad, før den er helt vågen.

Forebyggende

Ved hjælp af ørerensning kan man mindske risikoen for, at en ny ørebetændelse skal opstå. Det er hensigtsmæssigt at rense dyrets ører regelmæssigt, især hvis det har tildens til at få meget ørevoks. Stræk forsigtigt ørelappen ud og kig ned i øret. Det skal se rent ud og må ikke lugte. Svampeinfektioner lugter sommetider af gærdej, mens bakterieinfektioner kan være mere ildelugtende.

Anvend et ørerensningsmiddel med neutral eller lidt sur pH-værdi, eftersom svampe ikke trives i et surt miljø. Fyld øret med rensningsmidlet ved at klemme på flasken, og massér den nedre del af øret i ca. et minut. Brug vat til at tørre ørelappen og den ydre del af øregangen. Du må ikke anvende vatpinde! Rensningsmidlet vil opløse snavs og ørevoks inde i øret og vil efterhånden løbe ud. Bed dyrlægen om at vise dig, hvordan ørerensningen skal udføres, hvis du er i tvivl.