Mavekatar hos kat

En almindelig årsag til opkastning er mavekatar (gastritis). Mavekatar betyder, at kattens maveslimhinde er betændt. Tilstanden kan både være akut eller kronisk, hvilket betyder, at sygdommen har stået på i mere end tre uger. Der kan også være andre årsager til, at katten kaster op, hvilket du kan læse mere om under opkastning hos kat.

Symptomer

Symptomer på mavekatar omfatter opkastning, mavesmerter, nedsat appetit og sky adfærd.

Årsag

Katten kan få mavekatar af at have spist noget uhensigtsmæssigt, som maven ikke kan tåle. Det kan også være noget i foderet, som giver en overfølsomhedsreaktion i maven. Det er langt fra altid, at man kan fastslå årsagen til kronisk mavekatar hos katte. Fremmedlegemer kan også sætte sig fast i mavesækken og forårsage kronisk mavekatar.

Visse lægemidler kan give akut mavekatar såsom anti-inflammatorisk medicin og visse antibiotikastoffer. Får katten problemer med opkastning under medicinering, bør den behandlende dyrlæge kontaktes. Hvis opkastning opstår i forbindelse med anvendelse af antiinflammatoriske lægemidler, bør behandlingen afbrydes omgående!

Nogle systemiske sygdomme kan ligeledes resultere i mavekatar, for eksempel nyresvigt og hyperthyreoidisme.

Diagnostik

Akut mavekatar kan i værste fald føre til mavesår, hvorefter katten kan blive meget syg. Ved at undersøge mavesækkens slimhinde via et fiberendoskop, kan mavekatar eller mavesår påvises.

Behandling

Akut mavekatar hos i øvrigt raske katte kan behandles ved at følge kostråd ved opkastning / diarré. Har katten andre sygdomme, får medicin eller er mavekataren af mere kronisk karakter, bør dyrlægen kontaktes for yderligere undersøgelse og behandling. I tilfælde af vedvarende opkastninger bør dyrlægen altid kontaktes!