Maddiker og maddikeangreb hos kat

Maddikeangreb hos katte ses typisk i sommer og sensommer-perioden. Fluerne lægger deres æg i varmt og fugtigt miljø, hvor de udvikler sig til larver inden for to til fem dage, hvis området ikke tørrer.

Maddiker forveksles undertiden med indvendige mave-tarmparasitter. Maddiker kommer ikke fra tarmen, men kommer fra flueæg. 

Årsag

Årsagen til maddikeangreb er normalt, at katten har sår, og især ubehandlede sår. Hudinfektion og angreb på hud og muskler kan hurtigt forekomme som følge heraf.

En anden årsag til maddikeangreb kan være, hvis katten har diarré. Pelsen bliver klistret og fugtig, medmindre området vaskes og tørres rent.  Dermed dannes et gunstigt miljø for flueæggene, som inden for et par døgn bliver til larver.

Symptomer

Ved maddikeangreb er kattens almentilstand ofte påvirket, og eftersom larverne spiser vævet, er det normalt også smertefuldt for katten. Hvide larver, som er ca. ½ - 1 cm lange opdages normalt i større mængder.

Hvad kan man selv gøre?

I tilfælde af diarré er det vigtigt, at katten vaskes ren og tørres ordentligt, så miljøet ikke er tiltrækkende for maddiker. Hos katte med lang og tæt pels skal pelsen til tider barberes væk, så området kan holdes tørt. Kontroller sår og bagdel dagligt. Hvis katten har diarré kan kostråd til katte anvendes.

Hvornår bør dyrlægen opsøges?

Hvis synlige larver opdages, bør dyrlægen altid kontaktes.

Behandling

Bekæmpelse af maddiker er vanskeligt. Angrebet ser ofte mildere ud end det er, og nogle gange strækker det angrebne område sig indad, og er meget større end det man umiddelbart kan se. Området barberes omhyggeligt og vaskes grundigt med antibakteriel shampoo eller sårplejemiddel. Alle synlige maddiker skal fjernes.

Det kan være nødvendigt, at katten behandles med smertelindrende præparater. Eftersom æg kan klækkes efter rengøring, skal katten ofte have antiparasitær behandling. Efterbehandlingen i hjemmet kan være relativt omfattende, da det er nødvendigt med daglig og grundig sårpleje. 

Mens katten behandles for maddiker, skal den underliggende årsag behandles, ellers er risikoen for tilbagefald af maddikeangreb stor. I alvorlige tilfælde kan aflivning anbefales, da behandlingen er omfattende og smertefuld.