Kronisk mavetarmbetændelse hos kat

Kronisk opkastning / diarré er betegnelsen for en langvarig og vedholdende sygdomstilstand, som kan skyldes, at katten har en betændelsestilstand i mave og tarm. Hvis katten har kastet op eller har haft diarré i over tre uger, defineres det som en kronisk tilstand. Dette betyder dog ikke, at katten ikke kan blive rask igen.

Årsag

Det er uklart hvorfor betændelsen opstår, men man mistænker, at der er flere faktorer, der spiller en rolle. En årsag kan være, at kattens eget immunforsvar i mave og tarm reagerer på det "forkerte". Immunforsvaret vil for eksempel reagere på proteiner fra kosten eller på kroppens egne fordelagtige bakterieflora i tarmen.

Andre årsager til kroniske problemer er leversvigt, nyresvigt, hyperthyreiodisme, betændelse i bugspytkirtlen (pancreatitis) og sukkersyge (diabetes mellitus). Disse sygdomme kan diagnosticeres med blodprøver og behandles medicinsk. 

Desuden kan visse infektioner, især parasitære infektioner, give ophav til kroniske problemer, hvis infektionen ikke behandles i tide. Hvis man mistænker en parasitbyrde hos katten, skal der i første omgang udføres en analyse af en afføringsprøve for at påvise eller afvise forekomsten af parasitter. Derefter kan katten behandles mod de påviste parasitter med det rette lægemiddel.

Fremmedlegemer i mavesækken kan ligne kronisk mavekatar. Fremmedlegemet irriterer maveslimhinden og forårsager opkastninger hos katten.

Diagnostik

For at kunne diagnosticere en betændelse i mave og tarm udelukker man først andre årsager til de kroniske problemer. Hvis diagnosen stadig ikke opdages, kan mave eller tarm inspiceres med et fiberendoskop kendt som gastroskopi eller koloskopi. I forbindelse med undersøgelsen tages vævsstykker til analyse.

Behandling

Behandlingen af en betændt mave og tarm udgøres af specialkost, antiinflammatorisk medicin og undertiden beskyttende præparater til maven.