Maddikeangreb hos kaniner

Varme og fugt giver ideelle udviklingsbetingelser for spyfluernes æg. Når æggene klækker, går larverne i gang med at spise det, der er tilgængeligt. Er du uheldig, kan det være din kanin. Det bedste du kan gøre er at forebygge et sådan angreb.

Hvad er spyfluelarver?

Spyfluer tiltrækkes af fugtige, varme steder til at lægge deres æg. Det gør åbne sår, fugtig pels og tilsmudsede kanin bagdele til ideelle steder at placere æggene. Æggene klækker efter ca. et døgn. Spyfluelarver kaldes også for maddiker, og er små hvide larver på størrelse med et kogt riskorn. Maddikerne har en karakteristisk lugt, og der er en næsten summende lyd, når de bevæger sig og æder. Så snart maddikerne er kommet ud af æggene, begynder de at lede efter føde. Dette vil ofte resultere i, at de begynder at spise af den tynde hud omkring kønsorganerne.

Hvad disponerer for maddikeangreb?

Spyfluer foretrækker som nævnt ovenfor at lægge deres æg på fugtige og varme steder. Det klassiske er derfor, at angrebene forekommer i sommermånederne. Risikoen er klart størst hos udekaniner, men er man rigtig uheldig, kan det ses hos dyr, der holdes indenfor. Særligt kaniner, der har tendens til at være tilsmudsede bagtil, er udsatte. Der kan være rigtig mange årsager til at kaninen bliver fugtig og tilsmudset bagtil. Forkert fodring med for få fibre giver for stor produktion af blød afføring (se artikel om fodring af kaniner). Når kaninen ikke at spise det hele ophobes det bagtil, og det giver det perfekte miljø for æg og larver. Urinvejslidelser som blærebetændelse, ophobning af kalk (sludge) og blæresten kan resultere i at kaninen konstant lækker urin, og dermed bliver våd og irriteret i huden bagtil. Overvægt kan gøre, at kaninen ikke kan holde sig selv ren. Tandproblemer kan resultere i, at kaninen ikke spiser nok hø og igen får for meget blød afføring. Tandproblemer kan også betyde at kaninen rent fysisk ikke kan gøre sig ren på grund af tænder der vokser forkert eller gør ondt. Opdager du, at din kanin er tilsmudset bagtil, bør den derfor tages af sted til dyrlægen. Det er nemlig ikke en sygdom i sig selv, men et symptom på at der er noget galt. Kaninens udendørsarealer bør naturligvis også holdes så tørre og rene som muligt. Gamle grøntsager og store mængder afføring tiltrækker fluer og disponerer derfor for maddikeangreb.

Forebyggelse

Dette er det vigtigste du som dyreejer kan gøre.

Behandling

Har du opdaget sår eller maddiker på din kanin, bør den straks tilses af en dyrlæge. Mange kaniner er nemlig i shock, kolde, og er smerteplagede, når man først opdager, at de er angrebet af maddiker. Det første der skal undersøges er, hvor meget væv maddikerne har spist. I nogle tilfælde har maddikerne spist store mængder væv og måske gnavet sig helt ind i bughulen. Da er det mest humane at aflive kaninen hurtigst muligt. Er skadernes omfang mindre kan man behandle kaninen. Først klippes områdes og renses. Dette foregår ofte i narkose. Alle maddiker fjernes og såret behandles. Afhængigt af kaninens tilstand kan det være, at kaninen skal indlægges til tvangsfodring, væskebehandling og smertestillende. Antibiotika kan være nødvendigt, men det afhænger af sårskaderne.

 

Udgivet: august 2017. Forfatter: Mette Louise Halck, Dyrlæge, AniCura Københavns Dyrehospital