Kaninpest/myxomatose

Kaninpest eller myxomatose kan ramme både vilde og tamme kaniner. Smittes en kanin med myxomatose findes der ingen behandling, og kaninen aflives ofte for at skåne den for en meget ubehagelig død. Heldigvis kan man mindske risikoen for myxomatose ved vaccination.

Hvad er myxomatose?

Myxomatose skyldes et virus. Myxomatose smitter vild- og tamkaniner og i meget sjældne tilfælde harer. Der findes forskellige stammer af virus der har forskellig dødelighed.

Smitte

Myxomatose kan smitte med direkte kontakt med sekreter fra smittede kaniner. Desuden kan mennesker overføre sygdommen via tøj, bure, udstyr eller ved at lade en kanin opholde sig udenfor et sted hvor der har været en smittet kanin. Plukker man græs og planter til foder et sted hvor der er smittede kaniner, kan man bringe smitten ind til sin kanin. Stikkende insekter som myg, lopper, pelsmider og stikfluer kan desuden sprede smitten fra kanin til kanin. Der er derfor også risiko for smitte selv om kaninen holdes indendørs.

Symptomer

Kaninen vil begynde at udvise symptomer 3-5 dage efter de er smittet. De første symptomer er en voldsom øjenbetændelse og betændelse i næseborene. Ører og øjenlåg hæver op, og ørerne begynder at hænge. Kønsorganerne hæver op og der kan dannes bylder flere steder på kroppen. Kaniner kan kun trække vejret gennem næsen, og de store mængder betændelse der dannes i næsehulen kan gøre at kaninen kvæles. Kaninerne er så dårligt tilpas at de holder op med at spise og dør oftest en langtrukken og meget ubehagelig død.

Hvad hvis min kanin har myxomatose?

Diagnosen myxomatose stilles ofte på baggrund af de klassiske symptomer. Skal man være 100% sikker, kræver det at man sender en svaberprøve af betændelsen til et laboratorium. Kaninerne er dog ofte så dårlige at de vil være døde inden svaret er tilbage fra laboratoriet. Der findes ingen behandling når kaninen først er syg af myxomatose. Derfor anbefales det oftest, at kaninen aflives af dyreværnsmæssige årsager hvis den udviser tegn på myxomatose.

Forebyggelse ved vaccination

Den eneste måde at forebygge smitte med myxomatose er ved årlig vaccination. I Danmark findes en kombinationsvaccine der beskytter imod myxomatose og kaningulsot (VHD) type 1.  Kaniner kan vaccineres fra de er 5 uger gamle og er beskyttede efter 3 uger. Få kaniner får forbigående bivirkninger efter vaccinationen, men disse er marginale i forhold til smitte med myxomatose. Kaniner kan stadig smittes med myxomatose men symptomerne er oftest milde og er begrænset til få bylder eller hævelser på kroppen.

Hvem bør vaccineres?

Udekaniner og kaniner der træffer andre kaniner til kaninhop, dyrskuer og udstillinger har en øget risiko for smitte. Det er ikke lovpligtigt at vaccinere sin kanin, heller ikke ved rejse til udlandet. Kaniner der rejser med til udlandet, bør dog vaccineres da risikoen for smitte i blandt andet Sverige er meget stor. Da stikkende insekter kan sprede smitten kan alle kaniner potentielt smittes, også selv om de ikke har kontakt til andre kaniner. Det anbefales derfor, at alle kaniner vaccineres årligt mod myxomatose.

 

Udgivet: august 2017. Forfatter: Mette Louise Halck, Dyrlæge, AniCura Københavns Dyrehospital