golden retriever

Golden retriever

Den smukke lyse golden retriever er en fantastisk familiehund. Med et venligt og hvalpet sind, en stor kærlighed til mennesker og et smukt udseende, er golden retriever forståeligt en populær familiehund.

Fakta og information om golden retriever


En golden retriever er intelligent, social og loyal. Racen stammer fra området mellem England og Skotland og menes at være opstået i slutningen af 1800-tallet. Formodentlig stammer den fra en krydsning mellem labrador retriever, irsk setter og en den nu uddøde race tweed water spaniel. Golden retriever nød især popularitet hos jægere for sin nænsomme måde at bære vildt på. Racens bløde mund betød at den kunne bære selv små fugle, uden at efterlade mærker. Racen blev officielt godkendt i 1911 og omkring 1956 blev de første hunde importeret i Danmark. I dag er golden retriever blandt de mest populære racer i verden og er hvert år i top-5 på listen over de mest populære hunderacer i Danmark.

Temperament

En golden retriever er udpræget familiehund. Den er behagesyg og elsker at være sammen med familien. Den tilpasser sig hverdagssituationer med ro og er omstillingsdygtig. Den ønsker at være med sin familie, hvad enten det er på rejser eller i hverdagssituationer. Da golden retrievere oftest er ustressede og afslappede er de lette at have med i hverdagen. Den er godmodig, afslappet, tillidsfuld og legesyg. Det er en hund, som bliver sent voksen. Ikke før end hunden er 3-4 år er den moden og voksen mentalt. Den legesyge natur er tiltalende for mange familier og er med til at gøre racen så populær. En golden retriever er typisk ikke vogtende, og vil hilse fremmede med stor glæde og entusiasme. Nok er den en dårlig vagthund, men til gengæld er det en fremragende servicehund. Dens tillid og trænbarhed gør at den fungerer godt som både blindehund, terapihund og ledsagerhund.

En golden retriever er en fremragende hund, hvis man har børn i familien. Dog skal man huske på, at det er en relativt stor og legesyg hund, der til tider kan være en smule kluntet. Derfor kan den komme til at vælte mindre børn omkuld. Ligesom ved alle andre hunde, så bør interaktion mellem små børn og hunden være under opsyn af en voksen. Selv den mest godmodige hund, kan blive irriteret hvis den bliver presset nok.

Der har været udfordringer i racen med lidt for ”bløde” og underdanige tæver og samtidig lidt for fremadbrusende hanhunde, der siger kraftigt fra overfor andre hunde. Der avles målrettet, indenfor Dansk Kennel Klub, på at undgå disse yderpunkter.

Aktivitetsniveau

En golden retriever er en skøn familiehund, men det er også en aktiv hund. Det er en hund, der behøver både fysisk og mental stimulering. Racen er ikke selvstændig, og den er avlet til at holde sig tæt på fører. Racen kræver opdragelse og træning for at fungere optimalt.

Pelspleje hos golden retriever

Pelsen er glat eller let bølget og har et vandafvisende og godt isoleret lag underuld. Racen har fine ”faner” på brystet, under halen og på bagsiden af benene. Pelsen kræver ikke meget pleje udover en børstning indimellem.

Træning af golden retriever


En golden retriever er lydhør og opmærksom, og for langt de fleste individer, er det muligt at lære dem at gå løs under kontrol, samt at lære dem at blive i haven – også uden indhegning. Racen vil utroligt gerne samarbejde, men det skal ske med venlighed og konsekvens. Træning i korte intervaller med positiv forstærkning er nøglen. Udnyt gerne hundens store lyst til at bære ved at bruge legetøj og apportering i træningen. En god aktivering er at give hunden små opgaver i hverdagen. Lad hunden bære morgenbrødet hjem, avisen ind, eller lær den at hente dine hjemmefutter. Racen er glad for vand, så svømmeture i de varme måneder er fremragende aktivering.

Størrelse og vægt

Hanner: 56-61 cm.

Tæver: 51-56 cm.

Vægt: 27-36 kg.

Farve


Golden retriever er altid ensfarvet gul.  Den gule farve kan variere fra næsten helt hvid til dyb og varm gylden.

Særligt for racen

golden retriever avles i to linjer. En arbejdslinje (også kaldet field trial) og en ”showlinje”. Der er kun en type beskrevet i racestandarden, men der er markant forskel på de to linjer. Derudover findes der en linje, som kombinerer de to, som kaldes ”dual purpose”. Arbejdslinjer er typisk avlet på arbejdsegenskaber, mens showlinjer er avlet på udseende, dog uden at tilsidesætte arbejdsegenskaber helt. Hvilken type der passer til dig, er helt afhængig af hvilket liv du kan tilbyde en golden retriever. I Danmark ser vi oftest golden retrievere af showlinjer, mens man eksempelvis i Sverige ser en del golden retrievere af field trial linjer. Field trial linjerne er typisk markant mindre, lettere, mørkere i farven og har et højere aktivitetsniveau.


En golden retriever elsker vand – året rundt. Det betyder, at de kan være udsat for blandt andet hot spots og water tail. Du kan forebygge hot spots og water tail ved at tørre hunden grundigt, når den har været i vandet, så den ikke bliver kold og fugtig i længere tid ad gangen. Du kan eventuelt bruge et tørredækken, som suger fugten til sig.

Arvelige sygdomme


Golden retriever er en sund og rask race, der generelt ikke lider under store helbredsmæssige udfordringer. Der findes enkelte arvelige sygdomme i racen, som man bevidst forsøger at avle bort fra. Hvis du køber golden retriever med stamtavle, kan du typisk se i stamtavlen, hvad hundene i linjerne er testet for og hvad resultatet er.

De typiske arvelige sygdomme i racen er

 

Det er vigtigt at du undersøger om der er hunde i linjerne, som lider af disse sygdomme, inden du køber din hvalp.

Foder til golden retriever


Når du vælger foder til din golden retriever, er det vigtigt at du vælger et foder der dækker alle dens behov. Det er særlig vigtigt at hvalpen fodres korrekt det første år, da det har stor betydning for om den eventuelt udvikler ledsygdomme. Vælg et foder der passer til hundens størrelse og aktivitetsniveau.
Er du i tvivl om, hvilket foder din hund skal have og hvilken mængde, så kan du altid kontakte din dyrlæge og spørge.

Forslag til foder til golden retriever.

Type


Apporterende jagthund