Tør betændelse i øjets bindehinde og hornhinde hos hund - Keraconjunctivitis sicca

Et tørt øje er en alvorlig sygdom, hvor den vandige del af tåreproduktionen er nedsat eller helt ophørt.Bindehinden og hornhindens overflade tørrer ud, og der opstår smerter.

Sygdommen forårsager kronisk betændelse i hornhinden med tiltagende uklarhed og hermed svigtende syn og i nogle tilfælde blindhed.

Den vandige del af tårevæsken produceres af 2 kirtler ved øjet, en kirtel over øjet og en kirtel i blinkhinden. Sygdom og ødelæggelse af kirtlerne kan føre til et så stærkt fald i mængden af vandig tårevæske, at hornhinden ikke længere holdes normalt fugtig.


Billedet viser den store tårekirtel over øjet og de små tårekanaler fra det øverste og nederste øjenlåg, der løber sammen i en stor tårekanal i næsen.

ÅRSAG

Årsagen til sygdommen er i mange tilfælde ukendt, men fysisk skade på øjet, infektion, nervedegeneration eller en svækkelse af immunforsvaret kan forårsage et tørt øje.

SYMPTOMER

I stedet for en klar tårevæske kommer der nu mere eller mindre rigeligt sejt, slimet og i nogle tilfælde pusagtig udflåd, der klistrer til øjet og øjenlågene. Andre symptomer kan være:

 


West Highland White Terrier, 5 år med langvarig kronisk betændelse i øjets binde- og hornhinde. Rigeligt pus på hornhinden og i kanten af øjenlågene. Bindehinden er hævet og rød. Den vandige tårevæske blev målt til: 2 mm/minut (Normal: 15-20 mm/minut).

DIAGNOSE

Dyrlægen stiller diagnosen ved hjælp af ejerens oplysninger om sygdommens begyndelse og forløb, og hvilke øjenmidler der måske tidligere været anvendt. Selve undersøgelsen foregår ved at måle produktionen af den vandige del af tårevæsken. Øjets bindehinde og hornhinde og undersøges med et specielt øjenmikroskop.

BEHANDLING

Denne specielle form for betændelse kan være en meget frustrerende oplevelse for både patient, ejer og dyrlæge. Behandlingen stiller i de fleste tilfælde store krav til ejerens tålmodighed. Et nyt øjenmiddel har imidlertid skabt et gennembrud i behandlingen af op til 80% af patienterne. Disse patienter kan hjælpes ved, at tåreproduktionen sættes i gang igen med specielle øjendråber 2 gange daglig. Andre patienter skal imidlertid behandles med forskellige øjenmidler flere gange daglig i en måske livslang periode.

OPERATION

Såfremt den medicinske behandling ikke hjælper, kan en operation være nødvendig. Her flyttes spytgangen ved en operation inde i munden op til den udvendige øjenkrog, og spyttet erstatter nu tårevæsken.

Efter en sådan operation kan der i enkelte tilfælde opstå udfældninger af mineralsalte fra spyttet i øjets omgivelser, hvor det derfor efterfølgende er nødvendigt at behandle med øjendråber eller -salve.

BEHANDLING I HJEMMET

Behandlingen med forskellig slags medicin er meget vigtig, følg derfor nøje øjenspecialistens vejledning. Kontakt dyrlægen, hvis du er i tvivl om behandlingen.

De opfølgende undersøgelser og behandlinger er meget vigtige

Kontakt en øjenspecialist, hvis du får mistanke om en forværring af sygdommen.