Tarmparasitter hos hund (orm)

Der findes flere tarmparasitter og encellede parasitter, der kan inficere vores hunde. Forskellige parasitter angriber forskellige organsystemer, men parasitinfektion i tarmkanalen er den mest almindelige type af parasitangreb.

Årsager

Spolorm, hageorm og piskeorm, som tilhører gruppen rundorme, er alle eksempler på tarmparasitter. Endvidere forekommer der undertiden infektioner af bændelorm eller encellede parasitter. Gruppen, bændelorm, omfatter rævens bændelorm, hundens dværgbændelorm og mesocestiodes, som vi i daglig tale blot kalder bændelorm.

De encellede parasitter, som oftest opdages i tarmen hos danske hunde, er Giardia og tarmcoccidier.

Rundorm

Spolorm er mest almindeligt hos unge hunde. Spolorm-inficerede hunde kan have problemer med opkastning, diarré og / eller afmagring. Hvalpe smittes med spolorm via en inficeret tæve enten i livmoderen eller efter fødslen gennem modermælken, og derfor bør man altid give hvalpene ormekur, inden de leveres til en eventuel køber.
Mange hunde smittes fra andre hundes afføring eller fra inficerede byttedyr. Spolormen er omkring 10 cm lang og kan undertiden ses, hvis en inficeret hund kaster op.

Hageorm forekommer hovedsageligt hos kennelhunde eller jagthunde, men er ikke særlig udbredt. Ormen er lille, da den kun er 0,5-2 mm lang. På trods af sin lille størrelse kan den suge store mængder af blod og forårsage blodmangel, især hos hvalpe. Smitten opstår gennem larver fra inficerede omgivelser, men kan også overføres via modermælken.

Piskeorm ses sjældent hos danske hunde, men er mere almindelig hos importerede hunde. Piskeormen suger blod fra tarmslimhinden og kan forårsage blodig diarré, afmagring og bugsmerter.

Bændelorm

Bændelormsinfektion er forholdsvis almindeligt, men forløber ofte uden symptomer. Hunde kan rammes af flere arter af bændelorm. Bændelorm ligner små "riskorn", som ses enkeltvis eller sammenhængende i en kæde. Bændelorm kan ikke overføres fra en hund til en anden, men smitter via mellemværter som byttedyr, lopper, rå fisk eller slagteaffald. Forskellige bændelorme har forskellige mellemværter. Hunden æder mellemværten, og udvikler derefter orm. Den mest almindelige bændelorm hos hunde er mesocestiodes.

Der findes to forskellige typer af dværgbændelorm, som kan inficere hunde, nemlig rævens- og hundens dværgbændelorm.
Rævens dværgbændelorm (echinococcus multilocularis) giver normalt ingen symptomer hos hunde og er usædvanlig i Danmark. Hunden smittes, når den æder inficerede smågnavere. Æggene, som er små og let spredes af vinden, kan findes i bær, svampe, grøntsager eller i hundens pels. Ormen kan forårsage alvorlig sygdom hos mennesker.

Hundens dværgbændelorm (echinococcus granulosus) lever i hundens tarm og udskiller æg, der kan inficere mennesker og give blæreormesyge. Ormen giver ikke nogen symptomer hos den inficerede hund. Ormen spredes til hunden gennem smittede dyr, som f.eks. via slagteaffald.

Giardia og coccidier

Giardia og coccidier er små parasitter, der inficerer hundens tarmslimhinde. Disse parasitter er relativt almindelige og kan forårsage diarré hos unge hunde. Giardia er meget smitsomt og vanskelig at fjerne fra miljøet, hvorfor omhyggelig sanering påkræves. Coccidier er imidlertid relativt lette at sanere.

Symptomer

Hunden kan være inficeret med orm uden at udvise symptomer. De fleste orme ses sjældent i afføringen, og æggene er ikke synlige for det blotte øje. Symptomer på tarmparasitter kan være opkastning, diarré, bugsmerter, tør livløs pels, hoste, afmagring eller påvirket almentilstand.

Diagnose

Diagnosen stilles ved hjælp af afføringsprøver. Afføringen indsamles ved tre tilfælde og sendes til analyse i laboratoriet.
Apoteker sælger færdiglavede receptfrie ormekur-kits, som dyreejere kan anvende til at indsende hundens afføring, hvis man mistænker ormeinfektion. Det anbefales ikke at behandle hunden med ormekur rutinemæssigt ”for en sikkerheds skyld”.

Behandling

Behandling med ormekur skal ske efter, at man har fået svar på afføringsprøven, hvorved en korrekt behandling kan gives afhængigt af parasitbyrden. Ormekursmiddel fås som tabletter, pasta eller flydende opløsning. Ormekursmidlet vælges afhængigt af typen af orm, som hunden bærer. 

Hunde behandles normalt ikke med ormekur regelmæssigt, men først efter påvisning af parasitter, eftersom parasitter kan udvikle resistens over for alle typer af ormekursmidler.

Undtagelser for regelmæssig ormekur er ormekur til hvalpe. De skal behandles flere gange i løbet af de første måneder af levetiden for at undgå re-infektion med spolorm. Den første ormekur bør gives, når hvalpene er tre uger gamle. Derefter behandles de hver anden til hver fjerde uge i op til tre måneders alderen. Intervallet afhænger af det præparat, som opdrætteren vælger.

Ved udlandsrejser med hund gælder specifikke regler og krav for ormekur.
For at forhindre at rævens dværgbændelorm spredes, er ormekur ved indrejse fra Danmark et krav i nogle lande.