Tandsten hos hund

Tandsten ses hyppigt hos hunde, især hos de små racer og ældre individer. Det er oftest overmundens hjørne- og kindtænder, der angribes.

Hvis tandstenen ikke fjernes, kan den være medvirkende til tandkødsbetændelse, som i værste fald kan medføre sygdommen tandløsning (løse tænder), såkaldt parodontose (parodontitis). Tandløsning er normalt smertefuldt for hunden, og bør behandles.

Årsag

Tandsten dannes af bløde bakteriebelægninger, såkaldt ”plak”, som sætter sig fast på tænderne og efterhånden bliver hårdere når det kommer i kontakt med spyt. Tandstensbelægningen dannes først tæt på tandkødskanten, for derefter at dække tanden mere og mere hvis ikke tandstenen fjernes.

I forbindelse med tandsten og betændelse, vil tandkødet ofte løsnes, idet tandens støttevæv nedbrydes, og tandkødslommerne bliver dybere og dybere.  Når tandkødets fæstne løsnes fra tanden, kan bakterier og madrester sætte sig fast imellem tandkødet og tanden. Det er altså ikke tandstenen i sig selv, der medfører tandløsning, men derimod den betændelse, der opstår i tandkødet og kæbeknoglen på grund af bakterier.

Symptomer

Symptomerne på tandsten er dårlig ånde, samt mørke- og hårde belægninger på tænderne. Tandsten ses først og fremmest på ydersiden af tænderne.

Hvis bakteriebelægninger får lov at ”vokse” uforstyrret ved tandkødsranden, kan tandkødet blive betændt, og en såkaldt gingivitis vil opstå. Dette ses ved, at tandkødet bliver rødt, hævet og har let ved at begynde at bløde. 

Hvad kan man selv gøre?

Den bedste måde at undgå tandsten på, er at fjerne den bløde bakteriebelægning via daglig tandbørstning. Der findes specielt tilpassede tandbørster til at børste hundes tænder med. En blød børnetandbørste kan dog også bruges. Tandpastaen bør være en tandpasta beregnet til dyr, da hunde ikke bryder sig om den stærke smag fra almindelig tandpasta.

For at vænne sin hund til at få børstet tænder, øges børstetiden gradvist indtil alle tænder kan blive børstet. Det kan være svært at børste indersiden af tænderne.

Man kan supplere tandbørstningen med en klorhexidinbaseret mundskyllevæske, som man bruger til at fugte hundens tænder med efter de er blevet børstet.

Hvis der først er dannet tandsten, kan det ikke børstes væk, eller fjernes ved hjælp af specialfoder.

Fjernelse af tandsten (tandrensning)

Ved let tandsten, kan det nogle gange lade sig gøre, at fjerne det på en vågen hund ved hjælp af en tandstensskraber, på de tænder, der er lettest at komme til. Det er dog kun en midlertidig løsning, da bakterierne under tandkødet ikke kan fjernes på denne. Ved manuel fjernelse af tandsten er der desuden en risiko for at skade tanden eller tandkødet. Sandsynligvis maskeres problemets egentlige omfang blot ved, at kun den synlige tandsten fjernes.

Tandsten fjernes normalt i fuld bedøvelse. Inden tandrensningen kan det være nødvendigt, at tage en blodprøve for at dyrlægen har mulighed for at lave en risikovurdering forud for bedøvelsen.

Tandstenen fjernes ved hjælp af et ultralydsinstrument med en afrundet metalspids, der vibrerer mod tandstenens overflade. Ældre tænder kan have misfarvninger, som man ikke kan fjerne. Det kan være nødvendigt, at lave en digital røntgenundersøgelse af tænderne, for at få et overblik over dem og deres rødder i mundhulen.

Tænder, der er ramt af parodontose, skal trækkes ud. Ofte sker det dette ved samme lejlighed som tandrensningen, men nogle gange er det nødvendigt, at der aftales et nyt besøg til bedøvelse og tandudtrækning. Efter tandrensningen bliver tænderne normalt fugtet med et bakteriedræbende mundplejemiddel eller pudset med et tandpudsemiddel.   

Efterbehandling

Ved tandudtrækning kan hunden af og til være øm i munden i et par dage. For at hjælpe den til at ville spise, kan den tilbydes opblødt foder/vådfoder de første dage. 

Det anbefales, at tandbørstning påbegyndes inden for en uge efter tandrensningen, for at forhindre at der dannes ny tandsten. Der findes flere forskellige hjælpemidler og produkter til at forebygge dannelsen af ny tandsten.

Den mest effektive måde at forebygge tandsten på, er dog at børste tænderne grundigt mindst én gang dagligt. Hvis dette ikke er muligt, kan man bruge en kombination af forskellige hjælpemidler og produkter til at forsinke dannelsen af ny tandsten og gingivitis. Effekten af disse produkter er dog aldrig blevet undersøgt systematisk.