Næseflåd hos hund

Næseflåd kan være ensidet (fra det ene næsebor) eller dobbeltsidet (fra begge næsebor). Ensidet næseflåd kan skyldes tilstedeværelsen af et fremmedlegeme i næsehulen, nydannelser i næsen (f.eks. polypforandringer) eller tandproblemer. Dobbeltsidet næseflåd forekommer primært i forbindelse med infektioner (f.eks. kennelhoste eller svampeinfektion) og inflammationer i næsehulen.

Symptomer

Flådet fra næsen kan være klart, flydende og vandigt (serøst), tyktflydende (mukøst), pusholdigt (purulent) eller blodigt (hæmoragisk).

Symptomerne, der optræder, afhænger af den underliggende årsag. Hunde med infektion har ofte feber, nedsat almentilstand, ​​nedsat appetit og hoste. I begyndelsen kan næseflådet være klart og senere hen blive purulent.

Hunde med et fremmedlegeme eller nydannelser i næsehulen kan have symptomer som fnys, nysen og undertiden feber. Ved tumorforandringer kan konturerne af ​​næseryggen forandres.

Næseblod kan skyldes koagulationsforstyrrelser, hvilket betyder, at blodet har nedsat evne til at stivne, hvilket bl.a. kan ses i tilfælde af forgiftning med rottegift, traumer eller tumorer i næsehulen.

Diagnose og behandling

På dyrehospitalet undersøges næsehulen under narkose.

Under undersøgelsen visualiseres næsehulen ved hjælp af et fiberendoskop (rhinoskopi).

I tilfælde af tumorforandringer vil dyrlægen sende væv fra hunden til analyse. Undertiden kan forandringen fjernes under indgrebet. For ar kunne vurdere forandringens størrelse og omfang udfører dyrlægen ofte tomografiundersøgelse af næsehulen.

Hvis hunden har et fremmedlegeme i næsehulen, vil dyrlægen bortoperere det og næsen inspiceres for skader. Hunden er sædvanligvis symptomfri, når den vågner efter narkosen.

Kennelhoste behandles med almen pleje, hvile og nogle gange slimopløsende medicin.

Ved mistanke om koagulationsforstyrrelser undersøges blodets evne til at stivne.