Lammelse hos hund

I tilfælde af total lammelse kan hunden slet ikke bevæge kroppen. Ved delvis lammelse er hunden forhindret i at bevæge dele af kroppen.

Lammelse kan være forbundet med smerte, men er det ikke nødvendigvis. Årsager til tilstanden kan variere:

Symptomer

Ved total lammelse kan hunden ikke bevæge sig og vil ligge på siden fladt ned. Ved delvis lammelse kan hunden bevæge sig, men afhængigt af hvilken kropsdel der er lammet, vil den for eksempel slæbe et eller flere ben efter sig, være lam i ansigtet (oftest kun den ene side), ikke kunne tygge mm.

Ofte forveksles en svag bagpart med lammelse. En svag bagpart er et relativt almindeligt symptom hos hunde med nedsat almen tilstand, feber, kraftig infektion mm. Svaghed i bagparten forekommer sommetider hos tæver med livmoderbetændelse, som får en slingrende gang og bliver ude af stand til at holde sig op på bagbene.

Diagnose

Dyrlægen kan få meget information gennem dyrets sygdomshistorie (anamnese). For eksempel er det vigtigt at vide, hvornår symptomerne opstod, om lammelsen opstod langsomt eller pludseligt, hvordan hundens tilstand har været generelt og om hunden har været udsat for traumer, såsom en trafikulykke eller et fald.

Ved undersøgelsen vil dyrlægen hvis muligt se hunden i bevægelse og vurdere dens adfærd. Udover en generel klinisk undersøgelse foretages en udvidet undersøgelse af bevægeapparatet, det vil sige muskler, led, skelet og nervesystemet. Dyrlægen vil vurdere om hunden har nogen følelse i den lammede kropsdel, undersøge om reflekserne er normale og forsøge at fastslå hvor i kroppen skaden sidder. En lammet bagdel kan f.eks. skyldes en skade i ryggen. I tilfælde af ansigtslammelse kan en alvorlig øregangsbetændelse være den underliggende årsag.

Normalt foretager dyrlægen ligeledes en røntgenundersøgelse og sommetider også andre billeddiagnostiske undersøgelser i form af MR eller CT. Afhængigt af resultatet fra den kliniske undersøgelse kan det blive aktuelt med en blodprøve og eventuelt en analyse af rygmarvsvæsken.

Behandling

Afhængigt af den underliggende årsag til lammelsen kan behandlingen være kirurgisk, konservativ eller medicinsk.

Det er dog ikke altid lammelsen kan helbredes og nogle tilfælde anbefales det, at hunden aflives. Omfattende lammelser er en pinefuld tilstand for hunden, uanset om den har smerte eller ej, eftersom den ikke kan udføre sin naturlige adfærd og kan få problemer med at urinere og komme af med afføring, hvilket kan lede til følgeproblemer.

Prognose

Lammelse er altid en alvorlig tilstand og prognosen er afhængig af årsagen til lammelsen. En akut lammelse i et ben, som er forårsaget af en fraktur, har sandsynligvis en god prognose, hvis hunden får den rette behandling.