Klikkertræning til hund - opstart

I mange år har zoologiske haver og dyreparker gjort brug af klikkertræning. Hvorfor? Fordi det er den absolut bedste måde, at lære dyr en bestemt adfærd på. Og fordi man allerede i 60'erne fandt ud af, at dyr lærer meget bedre uden brug af straf. Hvad er klikkertræning? Vi giver dig her en kort introduktion.

En klikker er en lille plastikdims, der siger "klik" når man trykker på den. Kliklyden er en markør, der nøjagtigt fortæller hunden, at adfærden den viser os er rigtig, og at den får en belønning lige om lidt. Kliklyden er kort og neutral, og varierer ikke, ligesom vores tale gør. Kliklyden betyder, kort fortalt, "du er rigtig dygtig, din belønning er på vej". Det betyder, at du kan vente få sekunder med at udbetale belønningen, men at den belønning hunden får associeres med selve lyden af klikket. Belønningen kan være godbid, legetøj eller noget helt tredje. En belønning skal altid være noget, som hunden værdsætter.

Lær hunden at være kreativ

Traditionel fortæller man hunden, hvad den skal gøre, ved at lokke den, skubbe til den eller på anden måde manipulere den til det, man ønsker. Når man indlærer ved "klik og beløn", så lader man i høj grad hunden selv "regne ud" hvad vi ønsker, ved at prøve sig frem. Man skal aldrig korrigere forkert adfærd, men bare ignorere den. Hunde vil naturligt søge at gentage den adfærd, de bliver belønnet for. Fordi det kan betale sig for dem. Ved at lære hunden at være kreativ og byde ind i træningen, så får man en glad hund, med høj motivation, og et godt samarbejde mellem hund og ejer.

I klikkertræning er det vigtigt, at vi deler øvelser ind i delmål. Det kan være let at kun se det endelige mål, men for at hunden ikke bliver frustreret, er det vigtigt at vi belønner delmål. Ingen hunde kan en færdig øvelse fra starten - der er mange mål på vej mod det endelige mål.

 

I gang med klikkertræning

Stil dig et sted hvor det er let for din hund at træne - hvor din hund ikke bliver forstyrret. Tryk på klikkeren, og straks du hører klikket, så giver du din hund en godbid. Godbidden skal gives samtidig eller lige efter kliklyden. Gentag dette 8-10 gange, mindst 2-3 træningssessioner. Nu har din hund lavet associationen mellem klikkeren og godbidden og du kan begynde at bruge klikkeren i din træning.

Husk at timing er vigtig, og at belønningen skal være en belønning, din hund kan lide! Klik aldrig for at få din hunds opmærksomhed.

 

Forfatter: Siri Renée, instruktør og hundetræner