Hund, som har ædt et fremmedlegeme

Fremmedlegeme (corpus alienum, forkortes corp. al.) i mave-tarmkanalen er det veterinærmedicinske udtryk for, når en hund har slugt en ting, som det ikke er meningen den skal æde. Det ses ofte hos unge hunde, som godt kan lide at tygge i, og lege med, snore, bolde, strømper og så videre.

Det kan være svært at forhindre hunde i at æde et fremmedlegeme. Unge hunde kan være meget interesserede i at smage på, og æde, forskellige ting. Ofte mindskes denne adfærd når hunden bliver ældre.

Hvorvidt det slugte fremmedlegeme sætter sig fast i mave eller tarm, afhænger af typen og størrelsen af genstanden. Hvis det er så stort at det ikke kan passere igennem den nedre mavemund, kan det det blive liggende i mavesækken i lang tid, nogle gange op til flere måneder. Fremmedlegemet kan give sporadiske opkastninger, og hundens almentilstand kan blive påvirket.

Hvis fremmedlegemet passerer til tarmen og sætter sig fast der, bliver passagen forsnævret og tilstanden bliver da mere akut, da blodtilførslen til tarmen ofte påvirkes af et fastsiddende fremmedlegeme. Hvis fremmedlegemet ikke passerer af sig selv, eller bortopereres, kan det føre til at tarmvæggen ødelægges. Fremmedlegemet kommer så, sammen med tarmindholdet, ud i bughulen, hvilket kan medføre bughindebetændelse. I den situation kan hundens almentilstand hurtigt forværres og tilstanden blive livstruende.

Listen af mulige fremmedlegemer, som kan sætte sig fast, er lang, og inkluderer strømper, undertøj, legetøj, kogler, sten, nødder, ørepropper, tamponer, majskolber, knogler, sutter og hårbånd.

Symptomer

Symptomerne på fremmedlegeme i mave-tarmkanalen kan variere meget, afhængig af hvor fremmedlegemet sidder fast. Hyppige opkastninger, ofte efter at hunden har ædt eller drukket, er ofte forekommende. Opkastningerne kan også komme mere sporadisk i løbet af en længere periode, hvis fremmedlegemet bliver liggende i mavesækken. På grund af forhindringen i tarmen, stopper hunden sædvanligvis med at æde og drikke, men fortsætter med at kaste op. Det sker dog at hunde med fremmedlegeme i mave-tarmkanalen ikke kaster op.

I forbindelse med et fremmedlegeme i maven eller tarmen, kan almentilstanden forværres gradvist eller meget hurtigt. Akut forværring kan skyldes væskemangel, men også en skade eller smerte i tarmslimhinden, forårsaget af pres fra fremmedlegemet.

Opkastninger kan også være symptom på andre sygdomme, så som gastroenteritis (mave-tarmbetændelse), allergi og foderintolerance, eller sygdomme i andre organsystemer, for eksempel lever, nyrer eller bugspytkirtel.

Hvad kan man selv gøre?

Der findes ingen sikker måde, hvorpå man selv kan forsøge at fremkalde opkastning hos en hund, som har ædt et fremmedlegeme. Hvis hunden har ædt en skarp genstand, kan det være godt at give den frisk asparges. Aspargesenes ”tråde” pakker den skarpe genstand ind, så det måske kan passere på naturligvis uden at skade tarmen. Ved indtagelse af noget giftigt, bør dyrlægen kontaktes straks.  

Hvornår bør dyrlægen opsøges?

Hvis dyreejeren har set, at hunden har ædt et fremmedlegeme, bør dyrlægen opsøges med henblik på eventuelt at fremkalde opkastning ved hjælp af et brækmiddel. Dette bør ske så hurtigt som muligt efter indtagelsen. Hvis hunden har påvirket almentilstand eller hyppige opkastninger bør dyrlægen altid opsøges.

Diagnostik

Dyrlægen laver en grundig klinisk undersøgelse, som inkluderer palpation af maven, det vil sige at mærke på maven. Ved mistanke om et fremmedlegeme i mavesækken eller tarmen suppleres undersøgelsen sædvanligvis med røntgenfotografering eller ultralydsscanning. Langt fra alle fremmedlegemer kan ses på røntgen eller ultralyd. Nogle gange suppleres undersøgelsen også med en kontrast-røntgenundersøgelse.

For at lave en kontrast-røntgenundersøgelse fodres hunden med en røntgentæt væske, som ofte standser ved, eller absorberes af, fremmedlegemet. Der tages opfølgende røntgenbilleder hver- eller hver anden time, for på den måde at lokalisere hvor fremmedlegemet eventuelt har sat sig fast.

Fremmedlegemer i mave eller tarm kan være svært at diagnosticere. Nogle gange afgør symptomerne behandlingen.

Behandling hos dyrlægen

Hvis indtagelsen af fremmedlegemet er sket inden for få timer, kan det nogle gange lykkes at afhjælpe problemet ved at dyrlægen giver et middel, som fremkalder opkastning. Dyreejeren bør aldrig selv forsøge at fremkalde opkastninger.

Ved påvirket almentilstand og hvis hunden gentagne gange kaster op, gives der normalt væske med næringsstoffer intravenøst for at kompensere for væsketabet. Da fremmedlegemer i mave og tarm ofte medfører smerte, plejer smertelindring også at være en del af behandlingen.

Hvis der er blevet konstateret et fremmedlegeme i mavesækken, og opkastningsforsøg har været uden resultat, eller vurderet at være uhensigtsmæssigt, kan fremmedlegemet eventuelt fjernes med et endoskop. Dette indebærer at mavesækken inspiceres via et langt, bøjeligt instrument med et kamera for enden. Fremmedlegemet kan tit fjernes fra mavesækken med hjælp fra forskellige hjælpemidler.

Hvis dyrlægen mistænker, at der sidder et fremmedlegeme fast i tarmen, er kirurgisk indgreb tit den foretrukne behandling. Tarmen åbnes og fremmedlegemet fjernes. Nogle gange er det nødvendigt at åbne tarmen flere steder, og operationen bliver da mere kompliceret. Hvis fremmedlegemet sidder fast i, eller tæt på, tyktarmen, kan det oftest masseres ud gennem endetarmsåbningen.

Uanset hvilket metode dyrlægen vælger, sker indgrebet under fuld narkose. Prognosen ved en fremmedlegeme-operation hvor fremmedlegemet fjernes, er relativ god, såfremt fremmedlegemet ikke har fået lov at sidde for længe og skade tarmen.

Dødeligheden er desværre meget høj (80-90 %), hvis tarmindhold har nået at lække til bughulen gennem den beskadigede tarm. På grund af dette, er det ikke usædvanligt at dyrlægen anbefaler en diagnostisk bughuleoperation, hvis der er mistanke om et fremmedlegeme i tarmen.

Efterbehandling

Efter en tarmoperation plejer det at være nødvendigt, at hunden forbliver indlagt nogle døgn, for yderligere behandling med intravenøs væsketilførsel, smertebehandling, samt små mængder skånekost. Hunden bliver som regel på dyrehospitalet eller dyreklinikken indtil skånekostfodringen fungerer uden komplikationer, og almentilstanden er forbedret.

Når hunden er vel hjemme igen bør den undgå motion i de første 10-14 dage, og bør kun gå korte ture i snor. Efter en operation anbefales det, at hunden har skærm på i cirka 10-14 dage, for at forhindre at den slikker i såret. Såret bør tjekkes dagligt, og hvis der ses blødning, væskeudsivning, rødme, hævelse, eller anden forandring, bør dyrlægen kontaktes.

Skånekost gives som regel de første dage, i små portioner, flere gange dagligt. Fodermængden øges langsomt, indtil hundens almindelige foder gradvist indføres.

Stingene fjernes normalt efter 10-12 dage. Det er dog ikke usædvanligt at bughulesåret syes med resorberbar tråd, som ikke behøver at blive fjernet, men opløses af sig selv efter 2-3 uger.

Specifikke råd til det enkelte individ gives af dyrlægen ved udskrivelsen.