Hedeslag hos hund

Hedeslag er en livstruende tilstand, der opstår, når kroppens evne til at holde temperaturen på et normalt niveau ikke fungerer. Mennesker sveder ved høj kropstemperatur, men det kan hunde ikke, da de kun har nogle få svedkirtler i trædepuderne.

Hvad er hedeslag hos hund?

Hedeslag er en potentielt livstruende situation, der kan opstå, når hunden ikke er i stand til at skille sig af med overskydende varme.

Hunden har forskellige muligheder for at regulere kropstemperaturen, nemlig ved at halse/puste (en overfladisk vejrtrækning), samt gennem slimhinderne i næsen, på tungen og i mundhulen. Kan hunden ikke skille sig af med overskydende varme, så kan den ikke regulere temperaturen og risikerer at få hedeslag. Hedeslag er altid en akut situation, og bør behandles omgående.

Årsager til hedeslag hos hund

Hunden kan få hedeslag hvis den har siddet lukket inde i et varmt rum, såsom i en bil. Temperaturen i en bil kan hurtigt stige meget, hvis den står i solen, og på kort tid kan temperaturen blive faretruende høj for hunden.

Selvom vinduet er rullet ned, er det risikabelt at lade hunden sidde i bilen uden opsyn, når det er varmt eller solrigt. Allerede i det tidlige forår kan kort tid i bilen være nok så farligt, ligesom en bil, der står i skyggen om sommeren, også kan være farlig.

I forbindelse med en længere bilrejse, hvor hunden sidder i et bur længst tilbage i bagagerummet, skal man huske på, at luften i bilen har sværere ved at cirkulere rundt og komme ned til hunden på grund af oppakningen.

En anden årsag til hedeslag kan være, at hunden motioneres i varmt vejr, uden at den får kølet af. Hvert år er der hunde, der dør af hedeslag.

Hvilke hunde får hedeslag?

Alle hunde kan få hedeslag, men nogle typer hunde er langt mere udsatte og man bør derfor tage ekstra forholdsregler.

De brachiocephale racer, racer med kort snude, er mere følsomme overfor varme end hunde med længere snuder, fordi de har snævre luftveje og sværere ved at halse effektivt. Derudover kan de hæve op i luftvejene, hvis de halser meget, og derved få endnu sværere ved at trække vejret. Brachiocephale racer kan få hedeslag ved normal udendørstemperatur. Har du en brachiocehpal race, bør du tage ekstra forholdsregler. Undgå at lufte din hund i varmt vejr og sørg altid for at din hund har skygge.

Andre hunde, der er særligt udsatte, er overvægtige hunde, hunde med tyk dobbeltpels eller hunde med hjerte og luftvejsproblemer.

Hvad sker der i kroppen, når en hund får hedeslag?

Kroppens normale evne til at regulere kropstemperaturen sættes ud af spil som følge af at temperaturen i omgivelserne er for høj og hunden ikke kan udskille varmen. Dette adskiller hedeslag fra feber, hvor hjernens temperaturregulerende organ (”termostaten”) indstiller kropstemperaturen. Derfor hjælper febernedsættende medicin heller ikke på hedeslag. Hvis kropstemperaturen overstiger 42˚C begynder der at ske alvorlige forandringer med kroppens proteiner og celler, hvilket kan være dødeligt.

Symptomer på hedslag hos hund

Hvis en hund får hedeslag bør den tilses af en dyrlæge, også selvom det lykkes dyreejeren at nedbringe temperaturen. De første symptomer på hedeslag kan være at hunden søger vand eller kolde gulve, for at prøve at afkøle maven. Andre symptomer kan være at den halser, savler, har tørre og røde slimhinder, får høj puls, og bliver urolig og forvirret.

Hedeslagssymptomer kan også være at hunden ikke orker at rejse sig, eller at den falder om på en gåtur. I alvorligere tilfælde bliver hunden dehydreret, slinger, får vejrtrækningsbesvær, samt kaster op og får blodig diarré. I meget alvorlige tilfælde kan hunden gå i shock og få cirkulationskollaps, hvis ikke den får akut hjælp. 

Hvad kan man selv gøre, hvis hunden får hedeslag?

Dyreejeren kan selv behandle lettere tilfælde af hedeslag og kan starte akut behandling, inden hunden kommer til dyrlægen.

Først og fremmest skal hunden hjælpes til at få sænket kropstemperaturen, nemlig ved at tilbyde den koldt vand, holde den i ro og afkøle dens krop med lunkent eller køligt vand. Hunden må IKKE afkøles med koldt eller iskoldt vand. Det får de små blodkar til at trække sig sammen og giver dårligere cirkulation. Dårligere cirkulation medfører at hunde afkøles langsommere.

Hunden må ikke dækkes til med våde håndklæder eller placeres på et tæppe. Varmen skal kunne forlade kroppen, og alt der "fanger" varmen på hundens krop bør undgås.

En blæser eller ventilator er en effektiv måde at nedkøle hunden på. Lad den blæse henover hundens bug og krop, for på den måde at fjerne varm luft, der fordamper fra hunden.

Kropstemperaturen bør måles hvert 5. minut indtil at den er kommet ned på 39,5˚C. Kroppen vil fortsætte med at blive kølet ned efter afsluttet afkøling, da pelsen stadigvæk er våd.

Dyrlægen bør opsøges selvom stabiliseringen af den overophedede hund sker på egen hånd, idet den forhøjede temperatur kan have forårsaget skader på kroppens organer.

Hvad skal man gøre hvis man ser en hund sidde i en varm bil?

Hvis man ser en hund sidde i en varm bil bør man forsøge at få fat på ejeren til bilen. Hvis ikke dette lykkes, eller hvis situationen bliver akut bør

Hvornår bør dyrlægen opsøges, hvis en hund får hedslag?

Dyrlægen bør opsøges hvis afkøling i forbindelse med lettere tilfælde af hedeslag ikke kan lade sig gøre. Hvis hunden virker desorienteret, slinger eller ukontaktbar, bør du altid kontakte dyrlægen omgående.

Behandling hos dyrlægen for hedeslag

Den normal kropstemperatur for en hund ligger som regel mellem 38-39˚C. Diagnosen hedeslag stilles via måling af kropstemperaturen, samt ud fra hundens symptomer.

Behandlingens formål er at afkøle hunden, samt at opretholde cirkulationen og blodtrykket ved at give intravenøs væskebehandling. Som regel tages der en blodprøve med henblik på at kontrollere blodets evne til at størkne, samt de øvrige blodværdier. Ofte er det nødvendigt at hunden indlægges for at få taget opfølgende blodprøver, og for at monitorere temperatur, puls, blodtryk, samt kontrollere dens almenbefindende.

Efterbehandling af hunde med hedeslag

Eventuelle skader på de indre organer, celler og blodlegemer kan ses efter et par dage efter et hedeslag. Skaderne ses i form af anæmi (blodmangel), og nyre- og leverskader. Som regel anbefales et kontrolbesøg med henblik på opfølgende blodprøver.

Lad hellere hunden blive hjemme, i stedet for at lade den sidde i bilen en varm sommerdag. Hedeslag kan opstå hurtigere end man tror! Hvis du har behov for at have hunden med i bilen, bør flere døre og vinduer være åbne, ligesom man kan dække bilen ned med et reflekterende tæppe (silver shade). Man bør altid have et termometer monteret og ventilatorer/blæsere i det område, hunden sidder.

Tabellen nedenfor viser hvor lang tid det tager for temperaturen i en bil at nå de højere grader (kilde: Svenska Kennelklubben).   

Temperatur_Bil