Glaukom hos hund (grøn stær)

Ved glaukom, eller grøn stær, er trykket i øjet for højt, hvilket skader nethinden og synsnerven. Symptomer på glaukom kan opstå pludseligt. Dyrlægen bør altid opsøges hurtigst muligt, hvis hunden viser tegn på smerter fra et eller begge øjne.

Et normalt tryk i øjet er vigtigt for øjets funktion. Trykket påvirkes af tilstrømning og udstrømning af kammervæske. Øjet producerer hele tiden ny kammervæske, som har til opgave at transportere næringsstoffer og affaldsprodukter til og fra øjet. I et sundt øje føres væsken bort fra øjet gennem kammervinklen i takt med, at ny væske produceres.

Årsag

Glaukom hos hunde er næsten altid forårsaget af en inflammation eller tumor inde i øjet. Inflammation i øjet kan være som følge af sygdomme andre steder i kroppen. Ved inflammation dannes inflammatoriske celler, som samles i kammervinklen og forhindrer udstrømning af kammervæske, hvilket fører til et forhøjet tryk i øjet.

Symptomer

Symptomerne på glaukom udvikler sig ofte med tiden og kan være svære at opdage. Øjets bindehinde kan være blodsprængt, og hunden vil knibe øjet sammen. Hornhinden og den forreste del af øjet kan virke grålig. Pupillen kan være udvidet og reagerer ofte ikke på lys. Tegn på nedsat syn kan sommetider observeres. Hunde med glaukom har ofte smerte, men det kan være svært at opdage. En hund, som har ondt, kan eksempelvis virke mere reserveret, være mindre social og have nedsat appetit.

Diagnose

Dyrlægen undersøger øjnene og kontrollerer væsketrykket med et såkaldt tonometer. Yderligere undersøgelser af øjets inderside kan foretages ved hjælp af forskellige specialinstrumenter såsom et oftalmoskop og gonioskop. Eftersom glaukom oftest optræder som følge af inflammation i øjet, som kan være forårsaget af andre sygdomme i kroppen, er det vigtigt at videreundersøge kattens almentilstand ved hjælp af eksempelvis blodprøver.

Behandling

Den medicinske behandling består i at give hunden tryksænkende øjendråber af forskellige former. I tilfælde af højt tryk kan det være nødvendigt at indlægge hunden og behandle med tryksænkende drop. Behandling med smertestillende og antiinflammatorisk medicin kan også blive aktuelt.

Prognose

Glaukom er en langt mere kompliceret sygdom hos hunden sammenlignet med mennesker. Mange gange ender hundens øje med at blive blindt på trods af en stor indsats for at behandle øjet.

Hvis hunden bliver blind på øjet og har smerter, kan det være hensigtsmæssigt at bortoperere øjet.