Furunkulose i poterne hos hund

Furunkulose, eller ”bylder imellem tæerne”, er ikke en præcis diagnose, men betyder en dyb betændelse, og ofte infektion, i huden. Årsagen er, at hårsækkene går i stykker og at immunforsvaret reagerer på dette, som var det noget fremmed. Furunkulose er en kronisk hudbetændelse, som kræver flere undersøgelser og prøver, for at dyrlægen kan fastslå årsagen.

Symptomer

Furunkulose opstår oftest imellem tæerne på poterne, men kan også forekomme på hagen. Det ligner bylder i forskellige størrelser, som i nogle tilfælde brister med dertil udsivning af betændt eller blodtilblandet sekret, og i andre tilfælde forbliver lukkede. Poterne er ofte hævede og hundene slikker sig i dem. En del hunde er desuden halte, eller uvillige til at gå på underlag med grus.

Årsager

Furunkulose er ikke en diagnose i sig selv, men forårsages af en underliggende årsag. Furunkulose er ofte genstridig at behandle, og tilbagevendende problemer ses jævnligt. Når furunklerne brister opbygges der arvæv i poterne, og det bliver herved endnu sværere at kurere sygdommen.

Dybe infektioner, hårsækmider (demodex), hormonelle lidelser, belastning af poterne, knoglestivhed, gigt i tåleddene, fremmedlegemer med mere, kan føre til sygdommen. Furunkulose ses hyppigere på korthårede hunde med stikkende pels, så som boxer, bullterrier og labrador. Overvægt bidrager også til problemet, idet poterne her belastes yderligere.

Behandling hos dyrlægen

For at udrede og udelukke underliggende sygdomme, udtages der oftest celleprøver (cytologi), dyrkningsprøver, dybe skrab, samt blodprøver. Hvis der er mistanke om en ledsygdom, kan det være nødvendigt at røntgenfotografere poterne. I nogle tilfælde er det tilmed nødvendigt med biopsier (vævsprøver) fra huden.

Behandlingen rettes imod den underliggende sygdom, såfremt den kan fastslås. Oftest behandles sekundære infektioner med enten shampoovask eller antibiotika.