Forsikring af hund og kat

Dyreforsikring til hund og kat

Hvis din hund eller kat kommer til skade eller bliver syg, sker det ofte uforudset, og derfor følger der desværre også ekstra udgifter med, når dyret skal behandles hos dyrlægen. Læs mere om de forskellige dyreforsikringer og hvordan det fungerer nedenfor.

Afhængigt af hvilken tilstand dit kæledyr er i, kan dyrlægebehandlingen løbe op i et stort beløb, som du selv må betale, hvis dyret ikke er forsikret hos et forsikringsselskab.

Hos AniCura anbefaler vi derfor, at du tegner en forsikring til dit dyr, så du kun behøver at bekymre dig om dit dyr og ikke udgifterne forbundet med behandlingen. 

Hvorfor forsikre sit dyr? 

Mange dyreejere fravælger en forsikring i tro og håb om, at det ikke bliver nødvendigt. Selvom vi ikke håber, at forsikringen bliver nødvendig at bruge, så er det et godt sikkerhedsnet at have, hvis uheldet skulle være ude.  

Uforudsete omkostninger ved dyrlægebehandlinger kan blive høje, og det ville være ærgerligt, hvis økonomien skulle være afgørende for, om din hund eller kat skal behandles eller ej. Med en dyreforsikring kan du som dyreejer alene fokusere på, at dit dyr igen bliver frisk. 

Typer af forsikringer til kæledyr 

Ansvarsforsikring (gælder kun for hunde) 

Som hundeejer er det lovpligtigt at have en ansvarsforsikring på din hund. Ansvarsforsikringen skal tegnes inden hunden er 16 uger gammel. En ansvarsforsikring dækker hvis din hund bider en anden hund, er skyld i en trafikulykke eller ødelægger andres ting, for eksempel hvis hvalpen vælger at bruge en anden persons sko som tyggeben.  

Ansvarsforsikringen dækker ikke hvis din hund gør skade på dig eller dine egne ting.  

Sygeforsikring 

En sygeforsikring dækker en stor del af dyrlægeregningen, hvis din hund eller kat kommer til skade eller bliver syg. Med en sygeforsikring behøver du ikke bekymre dig, hvis uheldet er ude og du pludselig står over for store uforudsete omkostninger.   

En sygeforsikring kan dække på mange forskellige måder, det er derfor vigtigt at undersøge hvad de enkelte forsikringsselskaber dækker, inden du vælger hvor du vil tegne en forsikring til din hund eller kat.  

Livsforsikring 

Med en livsforsikring får du erstatning, hvis din hund dør på grund af en ulykke eller sygdom. Ofte giver en livsforsikring mulighed for, at du som hundeejer kan anskaffe dig en ny hund, hvis du skulle komme i den ulykkelige situation at miste din firbenede ven.  

Erstatningen vil ofte svare til hvad det koster at købe en ny hvalp af samme race.  

Hvordan virker en dyreforsikring? 

En dyreforsikring er ofte gældende i et år ad gangen. Forsikringssummen, som er det maksimale beløb forsikringen dækker per år, bestemmes af selskabet, men kan variere afhængigt af selvrisiko, alder, med mere.  

Mange forsikringsselskaber tilbyder en forsikring med en selvrisiko bestående af en fast og en variabel del. Det betyder, at når dyrlægeudgifterne overstiger den faste selvrisiko, skal dyreejeren betale en vis procentdel af de resterende omkostninger. 

Det er vigtigt at være opmærksom på, at der er visse udgifter, som forsikringen normalt ikke erstatter, som for eksempel overnatningstillæg, vagtgebyrer eller neutralisering, hvis det ikke er nødvendigt af medicinske årsager. 
 
Eksempel på en forsikringsafregning

Et kæledyr er forsikret med en forsikringssum på 30.000 kr. per år, mens den faste selvrisiko er på 2.500 kr. og den variable selvrisiko er på 15 %. 

Dyrlægeomkostningerne ved et besøg bliver 10.000 kr. Når den faste selvrisiko fratrækkes beløbet, bliver det: 10.000 – 2.500 = 7.500 kr. 

Dyreejeren betaler den variable selvrisiko på 15 % af de resterende 7.500 kr., hvilket er 1.125 kr. 
Det samlede beløb, som dyreejeren skal betale er: 2.500 + 1.125 = 3.625 kr. 

Forsikringsselskabet dækker de resterende 6.375 kr. 
Forsikringssummen til resten af året er: 30.000 – 6.375 = 23.625 kr. 

Hvilket forsikringsselskab skal jeg vælge? 

Der er flere forskellige forsikringsselskaber at vælge imellem. Derfor er det som dyreejer en god idé at stifte bekendtskab med disse, da regler og vilkår er varierende fra selskab til selskab. 

Eksempelvis er det forskelligt om udleveret medicin eller genoptræningsomkostninger er dækket af forsikringen. Hos nogle forsikringsselskaber falder forsikringssummen også med alderen på dyret. 

Dog kræver næsten alle forsikringsselskaber, at din hund eller kat er ID-mærket og har en gyldig vaccine for at en aftale kan indgås. Det anbefales, at forsikringen tegnes inden 4 måneders alderen for at opnå den bedste dækning. 

Hvis du er i tvivl om, hvilken forsikring du skal vælge til din hund eller kat, kan du kontakte de forskellige forsikringsselskaber for nærmere information. Er du stadigvæk i tvivl, er du velkommen til at tage en snak med os.  

Få et overblik over de forskellige forsikringsselskabers dyreforsikringer for 2022 udgivet af Dyrlægen.nu. 

Forsikringsoversigt 2022 (pdf) 

Sundhedsordning til dit kæledyr 

Hos AniCura tilbyder vi også en sundhedsordning til dit kæledyr. Med AniPlan sundhedsordning sætter vi fokus på forebyggende behandlinger og årlige konsultationer, som er med til at sikre, at dit kæledyr har det godt og opdage eventuelle sygdomme i opløbet. 

AniPlan fås til hunde, katte, kaniner, hvalpe og killinger. Læs mere om AniPlan og vælg den rette plan til dit kæledyr.