Epilepsi hos hund

Hjernen er opbygget af milliarder af nerveceller, som kommunikerer med hinanden gennem kemiske og elektriske signaler. Epilepsi er en sygdom, som opstår når disse nerveceller bliver overaktive. Epilepsi forekommer hos hunde præcis som hos mennesker, og giver epileptiske anfald.

Epileptiske anfald kan være fokale- eller generaliserede, afhængig af hvor stor en del af hjernen, der er indblandet i det enkelte anfald. Ved fokale anfald ses symptomerne kun i en del af kroppen, ved generaliserede anfald er hele kroppen involveret i anfaldet.

Nogle hunde ændrer adfærd umiddelbart inden et anfald, og bliver mere kontaktsøgende og lidt urolige. Det epileptiske anfald karakteriseres af episodiske, stereotype, ufrivillige bevægelser eller adfærd, der som regel giver øget stivhed og eventuelle kramper i dele af, eller hele, kroppen. Ofte savler eller tisser hunden, eller har afføring, under anfaldet.

Bevidstheden kan, men behøver ikke, være påvirket. Anfaldet varer typisk 1-2 minutter. Bagefter kan hunden opføre sig uroligt, forvirret eller aggressivt. De allerfleste anfald opstår i forbindelse med hvile eller søvn.

Årsager til epilepsi

Primær, idiopatisk epilepsi

Hos hunde og mennesker bliver benævnelsen idiopatisk epilepsi brugt til at beskrive et epilepsisyndrom, som antages at have, eller med sikkerhed har, en fastlagt, genetisk årsag. Idiopatisk epilepsi er den mest almindelige årsag til epileptiske anfald hos hund, og debuterer oftest mellem et til fem års alderen. Forekomsten af epilepsi hos hund er cirka 1-2 % i hele populationen. Blandt visse racer er forekomsten af epilepsi dog betydelig højere.

Sekundær epilepsi

De sekundære epileptiske anfald opstår som følge af sygdomme eller skader inde i hjernen (for eksempel hjernetumorer eller hoved-traume), eller som følge af en ydre påvirkning på hjernen, som for eksempel ved forgiftning eller lavt blodsukker.

Diagnostik

Der findes ingen diagnostisk undersøgelse eller -prøve, som kan fastlægge primær, idiopatisk epilepsi, hvilket er en såkaldt udelukkelsesdiagnose. Udredningen går i stedet ud på at udelukke en anden sygdom i kroppen eller i nervesystemet, som skulle kunne forårsage epileptiske anfald.

Det, som karakteriserer primær epilepsi er, at hunden imellem anfaldene har det godt, og at den neurologiske undersøgelse og de diagnostiske undersøgelser, som bliver lavet, ikke viser noget unormalt. Det er vigtigt, at hvert enkelt individ udredes præcist ud fra dets specifikke situation.   

I de tilfælde, hvor sekundær epilepsi mistænkes, er diagnostikken i høj grad vigtig og kan indbefatte blodprøver, urinprøver, billeddiagnostik, inklusiv almindelig røntgenfotografering, ultralydsundersøgelse, CT og MR-skanning, samt rygmarvsprøve.

Behandling af epilepsi hos hund

Som regel anbefales det, at behandling opstartes hvis hunden har haft anfald oftere end hver sjette til ottende uge, hvis den har haft ”cluster”anfald (flere anfald i løbet af et døgn), eller hvis den har haft status epilepticus (ét langt anfald).

Behandling opstartes altid i samråd med dyreejerne, som også bør informeres om, at behandlingen ikke er lig med anfaldsfrihed. Behandlingen er som regel livsvarig og har til formål at mindske antallet af anfald, og gøre dem mildere. Da behandlingen kan give bivirkninger må man opveje fordele og ulemper ved medicinering ved hvert enkelt tilfælde.

De mest almindelige midler til brug ved behandling af epilepsi hos hund, er phenobarbital, imepitoin og kaliumbromid. En stor del, 25-30 %, af alle epilepsipatienter, responderer ikke tilfredsstillende på epilepsimedicin. Hunde, som medicineres for epilepsi, bør undersøges hos dyrlægen mindst én gang årligt.

Phenobarbital

Phenobarbital er ofte førstevalget ved behandling af epilepsi hos hund, og er et meget potent antiepileptikum, som gives to gange dagligt.

De fleste bivirkninger dosis-relaterede, og er først og fremmest øget appetit og tørst. I starten kan hunden blive træt og tilmed lidt slingrende, og hvis ubehaget fortsætter, må dosis da justeres. Sjældne bivirkninger er påvirkning af knoglemarven og leveren.

Imepitoin

Imepitoin er et forholdsvist nyt lægemiddel til behandling af epilepsi hos hund. Imepitoin gives to gange dagligt. Det anses generelt som værende mindre potent end phenobarbital, men der er blevet rapporteret færre bivirkninger.

Kaliumbromid

Kaliumbromid kombineres sædvanligvis med phenobarbital, men kan også bruges som det eneste antiepileptikum. Træthed, øget appetit og tørst, ses ofte og kan især give ubehag hvis patienten i forvejen behandles med phenobarbital. Nogle gange medfører kaliumbromid opkastning og diarré, og menes også at kunne give øget risiko for udvikling af bugspytkirtelbetændelse.

Benzodiazepiner

Benzodiazepiner er hurtigtvirkende antiepileptiske lægemidler, som bruges til akut-medicin ved status epilepticus eller ved ”cluster”anfald. Dyreejere kan derfor selv behandle med benzodiazepiner for at afbryde anfald i hjemmet, nemlig via såkaldte stikpiller, som gives i endetarmen.