Endokardiose hos hund

Endokardiose eller myxomatøs mitral valvulær sygdom, som det også kaldes, er en tilstand, som påvirker hjerteklapperne. Tilstanden er en hyppig hjertesygdom hos de mindre hunderacer, men opstår også sommetider hos de større hunde. Med den korrekte diagnose, opfølgning og eventuel medicinering kan patienterne leve længe og med en god livskvalitet. Endokardiose regnes som en arvelig sygdom, men forandringerne begynder oftest, når hunden er voksen.

Hjerteklapperne fungerer som envejsventiler. Hvis strukturen eller formen ændrer sig, kan blodet begynde at strømme i en forkert retning, eftersom hjerteklappen bliver utæt. Dette kaldes en ”lækage” og høres som en mislyd, når man lytter med et stetoskop. Der findes fire klapper inde i hjertet, og det er oftest mitralklappen, som er ramt. I så fald vil hjerteklappen mellem venstre forkammer og venstre hjertekammer fortykkes i takt med, at sygdommen udvikler sig. Når blodet strømmer i en forkert retning ved hvert hjerteslag, må hjertet arbejde hårdere for at få tilstrækkeligt med blod ud i kroppen. Resultatet bliver med tiden, at hjertemuskulaturen fortykkes. Det er dog en udvikling, som tager mange år, og tilstanden kan være fuldstændig symptomfri. Diagnosen stilles af en kardiolog i forbindelse med en ultralydsundersøgelse og sommetider røntgenbilleder.

Det er sjældent, at man ser kliniske tegn eller symptomer på endokardiose tidligt i forløbet, men symptomerne opstår normalt hos midaldrende hunde. Når lækagen bliver større og hjertet vokser, kan hunden vise tegn på nedsat udholdenhed og styrke, og den kan begynde at hoste. En af årsagerne til hosten er, at det forstørrede hjerte trykker på luftvejene. I alvorligere tilfælde, hvor hunden udvikler hjertesvigt, forekommer en hurtigere og dybere vejrtrækning, selv når den er afslappet. Da har væske samlet sig i lungerne (lungeødem) og hele kredsløbet er påvirket. I visse tilfælde oplever patienten også øget tørst.

Selv hvis en hund har fået stillet dianosen endokardiose, er det ikke altid nødvendigt med medicinering. Behovet for medicinering vurderes på baggrund af hjertets størrelse, kapacitet og hvilke symptomer hunden har. Fra patient til patient lægges en individuel plan for opfølgning, som kan være alt fra et årligt kontrolbesøg på dyreklinikken til regelmæssige ultralydsundersøgelser hos en kardiolog. Det er vigtigt at følge den plan, som kardiologen har lagt.

Du kan selv følge din hunds tilstand i hjemmet ved at tælle hundens åndedræt i hvile, hvilket kaldes sleeping respiratory rate (SSR).

En frisk hunds SSR ligger på under 30 indåndinger per minut, hvis ikke at det er en meget varm dag. Hunde, som udvikler eller har udviklet lungeødem, har hurtigere åndedrætsfrekvens. Ved at tælle og notere hundens SSR regelmæssigt, kan man følge hundens sygdomsudvikling. Ved større afvigelser fra det normale tal anbefales det at kontakte dyrlægen.

Du kan læse mere om almindelige hjertesygdomme hos hunde her.