Arvelig fejludvikling af Nethinden - Retina Dysplasi (RD) hos hund

Udviklingen af nethinden eller retina i fosterstadiet er meget kompleks, og her kan der opstå en fejludvikling, som kan skyldes et arveligt anlæg eller påvirkninger af virus, fejlernæring eller traume.

Retina (nethinden) er det inderste lag i øjet med synsceller, hvor fotoreceptorerne (stave og tappe) modtager impulser af lys.
Via synsnerven sendes der elektriske signaler til hjernen, hvor disse omdannes i billeder.

Retina Dysplasi betyder en fejlagtig udvikling (dysplasi) af nethinden, og forkortes RD. Retina Dysplasi  udvikles i fosterstadiet, fordi to lag i nethinden ikke udvikles og vokser sammen på normal vis.

Retina Dysplasi forekommer hos mange racer, bl.a. hos Labrador Retriever og Golden Retriever, Bedlington Terrier, Sealyham Terrier, Engelsk Springer Spaniel, Beagle og Amerikansk Cockerspaniel m.fl.

Retina Dysplasi er en medfødt sygdom, der optræder i tre forskellige grader:

  1. Folder i nethinden er en mild form for Retina Dysplasi og er sjældent årsag til synsforstyrrelser. Folderne er ganske små blinde områder.
  2. Områder af mindre eller større omfang med sygelige forandringer kan forårsage nedsat syn. Ved nethindeløsning er hvalpen blind på øjet. 
  3. I store områder i nethinden er der forandringer med lysgule hyperreflektive og mørkt farvede områder. Nethindeløsning er altid årsag til blindhed.

Katarakt/grå stær kan udvikles som en sekundær sygdom ved RD.  Hos to racer, Labrador Retriever og Samojedhund, kan der være en genetisk sammenhæng mellem Retina Dysplasi og mangelfuld udvikling af skelettet.

Symptomer

Simpel recessiv (vigende) autosomal nedarvning er konstateret hos: Labrador Retriever, Bedlington Terrier, Sealyham Terrier og Amerikansk Cocker Spaniel. Det betyder, at begge forældre skal have arveanlægget, for at sygdommen kommer til udvikling. Begge forældre bør derfor tages ud af avl.

En autosomal dominant nedarvning er der mistanke om hos Labrador Retriever og Samojedhund, hvor både Retina Dysplasi og defekter i udviklingen af skelettet er tilstede.

Hos mange racer kendes arvegangen desværre ikke endnu.

Behandling

Der findes ingen behandling, og der sker ingen udvikling af sygdommen efter fødslen. Derimod kan folderne i nethinden hos nogle hvalpe forsvinde under øjets udvikling, og disse hunde vil derfor ved en senere undersøgelse fremtræde med en normal nethinde.

Sygdommen kan derfor kun bekæmpes ved øjenundersøgelser foretaget af et medlem af Den Danske Dyrlægeforenings panel. En øjenundersøgelse kan finde sted allerede i 6-10 ugers alderen.