Allergi hos hund

Allergi betyder at kroppens immunforsvar overreagerer med allergi-antistoffer mod et emne i omgivelserne, som hunden normalt bør tåle. De mest almindelige allergier er luftbårne allergier (atopisk dermatit) og fødevareallergier. Hunde kan endda udvikle kontaktallergi. I nogle tilfælde er det ikke muligt at påvise præcist hvad hunden er allergisk overfor.

Allergi viser sig typisk som kløe og inflammation i huden. Luftbåren allergi er en livslang sygdom, Som kræver individuel behandling for at hunden skal have det så godt som muligt. Ved fødevareallergier kan hunden ofte holdes symptomfri, hvis dyreejeren sammen med dyrlægen finder et foder, som hunden kan tåle at spise eller hvis et specifikt fødeemne kan undgås.

Symptomer

Hunde med allergi har ofte kløe som det mest almindelige problem. Kløen er mest normal i hovedet, ører, armhuler, lyske og i poterne. Nogle hunde har udelukkende problemer med ørerne eller irriterede poter.
Yderligere symptomer på allergi kan være at hunden niver, bider og slikker i pelsen. Huden bliver i varierende grad inflammeret, rød, fortykket, pigmenteret og pelsløs. 

Diagnose

For at stille diagnosen allergi, kræver det at dyrlægen kigger på de forskellige symptomer og hudforandringer og udelukker andre årsager til kløe, som eksempelvis parasitter eller hudinfektioner.

Det første skridt er typisk at udelukke at hunden har foderallergi. Dette gøres ved at lade hunden spise en eliminationsdiæt i cirka otte uger. Dette er en diæt med helt nye protein- og kulhydratkilder, som hunden ikke tidligere har spist. Man kan også sætte hunden på et hydrolyseret foder, som er et specialfoder, der er spaltet så immunforsvaret ikke kan reagere mod proteinerne i foderet.

Hvis man i stedet vil lave en hjemmelavet diæt, så må ingredienserne udvælges nøje og ikke indeholde noget som hunden tidligere har spist. Eliminationsdiæt skal køres helt stringent for at virke. Det betyder at hunden ikke må få noget andet end den udvalgte diæt – heller ikke tyggeben og godbidder.

Mens hunden er på eliminationsdiæt vil hudforandringerne og eventuelle inflammationer læges. For at vide at dyret har fødevareallergi og forbedringen ikke er sket på grund af anden behandling, udføres en provokation med den tidligere mad. Ved provokationen får hunden typisk en reaktion indenfor 14 dage, men ofte ses en reaktion i løbet af få dage.

Hvis ikke man kan påvise fødevareallergi, er næste skridt i udredningen en såkaldt ”priktest” eller en blodprøve for allergi. Ved disse tests kan allergireaktioner mod forskellige emner påvises, for eksempel pollen, lagermider eller andet.

Behandling

Behandling af en allergisk hund er altid individuelt tilpasset ud fra hundens symptomer og dyreejerens muligheder.

Dels handler det om at forsøge at undgå det, som hunden ikke kan tåle, særligt hvis det er et foderemne eller noget som kan ændres i miljøet. Og dels handler det om medicinsk behandling med tabletter eller kapsler med kortison, ciklosporin eller andre typer af allergimedicin.

Mange hunde behandles med allergivaccination. Det indebærer en vaccine med de emner, som hunden ikke kan tåle. Vaccinationen fremstilles særligt og gives som injektion eller spray i munden. Mange hunde reagerer godt på denne type behandling og formålet er at mindske behovet for anden medicinering.

De fleste hunden behandles desuden udvortes med shampoo eller spray. Dette er særligt vigtigt for at forebygge bakterie- eller svampeinfektioner, som forstærker kløen. Ofte bades hunden dagligt eller hver anden dag i begyndelsen. Herefter med længere intervaller når allergien er under kontrol. Mange hunde behøver også regelmæssig ørerens eller forebyggende behandling.

Prognose

De fleste allergihunde får mindre symptomer med den rette pleje og behandling. Allergi er en livslang sygdom og mange gange er det nære samarbejde mellem dyreejer og dyrlæge vigtigt for at hunden får den bedste behandling og det bedste liv.